Hjernen bag

Hundetræner og hjerneforsker – i een og samme person…

Mit navn er Carina Graversen, og jeg bor i Brønderslev kommune i Nordjylland.

MIN HUNDE BAGGRUND
Jeg fik min første hund, en labrador/ruhåret hønsehund/rottweiler blanding “Buster”, da jeg var 11 år gammel i 1985, og startede til træning med ham i DcH-Vojens i februar 1990. På det tidspunkt udviste han meget stor problemadfærd med aggressivitet og stress, og skulle have været aflivet. Jeg blev hurtigt bidt af at træne med ham, og Buster endte med at blive en glad og veltilpas hund, der opnåede oprykning til A-klassen i DcH, og døde mæt af dage godt og vel 13 år gammel.

Efter Buster købte jeg min første malinois i starten af 1999, og er blevet så glad for racen, at jeg nu er i gang med nr. 3 og 4. Min største interesse er hunde der skal trænes op til brug i tjeneste, og 2 af mine malinois har været certificeret redningshunde i Redningsberedskabet. Derudover har jeg deltaget i konkurrencer og prøver i det internationale redningshundeprogram “Search & Rescue” SAR (IPO-R), DcHs Elite-klasse, nordisk rundering, sporhundeprøverne IFH samt fået en af mine hunde PH-kåret i Dansk Politihundeforeningen.

Jeg har deltaget 3 gange til VM for redningshunde med en 13. plads som det bedste resultat, og opnået 10 podiepladser til DM for redningshunde – heraf 4 gange Danmarksmester.

Ud over at træne mine egne hunde, har jeg også været redningshundeinstruktør og censor i Beredskabsstyrelsen, førerhundeinstruktør i Dansk Blindesamfund og træner i DcH.

Min største succes som hundefører var da Tikki og jeg deltog i en International Indsatsmanøvre Test i Polen i 2004. Her deltog 48 hunde fra hele Europa i en 5-dages øvelse. Tikki fandt samtlige udlagte figuranter, og blev individuel vinder af 2 ud af 4 konkurrencer.

MIN HJERNE-FORSKER BAGGRUND
Jeg blev i 2006 uddannet ingeniør indenfor sundhedsteknologi ved Aalborg Universitet. Denne uddannelse kombinerer lægevidenskab med ingeniørmæssige kompetencer, så kandidaterne forstår at måle på kroppens signaler og efterfølgende lave avanceret signalbehandling på data.

Allerede inden studiets start havde jeg besluttet, at jeg ville forsøge at skabe en forsker-karriere indenfor hjerneforskning. Jeg skrev min PhD omhandlende ændringer i hjernen som følge af kroniske smerter på Aalborg Universitetshospital, og fortsatte efterfølgende i en forskerstilling indenfor samme emne. Sideløbende var jeg tilknyttet som konsulent hos Lundbeck A/S i et projekt omhandlende hjernens evne til at fokusere på en opgave under operant indlæring.

I 2014 var jeg så heldig, at jeg fik en forskerstilling på Oticons forskningscenter i Nordsjælland, hvor jeg i 6,5 år arbejdede med hjerneforskning indenfor indlæring, motivation, mental udmattelse, selektiv opmærksomhed og stress. I 2021 flyttede jeg tilbage til Aalborg, hvor jeg fik en stilling som assistant professor på Aalborg Universitet, og arbejdede med hjerneforskning indenfor operant indlæring, motivation og hjernens belønningssystemer.

Ud over at “sidde på min pind” og lave egen forskning, har jeg rejst rundt i det meste af verden og deltaget i møder og konferencer for at lære nyt – og holdt mange indlæg om min egen forskning. Jeg har desuden været på flere udlandsophold på “Bernstein Center for Computational Neuroscience” i Göttingen og “Max Planck Institute for Human Cognitive and Brain Sciences” i Leipzig i Tyskland samt “McMaster University, Department of Psychology, Neuroscience & Behaviour” i Hamilton i Canada.

Dette betyder, at jeg har dybdegående indsigt i hjernens opbygning og funktion – og samtidig forstår at læse forskningsartikler og vurdere resultaterne ud fra de anvendte metoder. Eksempelvis ved jeg straks hvad forskellen er, hvis en forskningsartikel beskriver hjernens netværk analyseret ud fra “Granger Causalitet” frem for en anden artikel, der har anvendt “Phase Coherence“. Dette kendskab til metoderne og hvordan forskning udføres, giver selvfølgelig en mulighed for at jeg også kan forholde mig kritisk til studierne.

Som hjerneforsker har jeg ofte lavet målinger på mig selv – det er altid spændende at analysere data bagefter…

IDEEN BAG HUNDE-VIDEN
Jeg købte domænet “Hunde-viden.dk” tilbage i 2001, og har i mange år haft lyst til at dele ud af noget af den viden jeg har opnået ved praktisk træning både som hundefører og instruktør, samt den teoretiske viden jeg har opnået efter 17 år som hjerneforsker indenfor emner som indlæring, motivation, opmærksomhed, stress og frustrationer.

Efter mange tilløb har jeg nu besluttet at give det en chance – jeg håber I kan lide konceptet…